u searchz
sesearchrcsearch0se%CD%B5%C5%C4%D7%D4%C5%C48u searchz sesearchrcsearch0se%CD%B5%C5%C4%D7%D4%C5%C48For over to år siden mødte jeg en mand, som jeg faldt pladask for. Heldigvis gjorde han det samme så jeg ikke lå dernede og fumlede rundt alene. Til dato er det forhold det bedste jeg nogensinde har haft, selvom det ikke varede længe og havde en del mangler. Det, jeg husker allerbedst, var rummeligheden. Jeg var mig - han var ham. Vi debatterede Ungdomshusets endeligt så ordene rikochetterede mellem gulve, vægge og lofter, men vi elskede stadig hinanden til trods for uenigheden. Vi havde begge temperament, men ingen af os kunne finde på at bruge tavsheden som våben. Vi vidste instinktivt begge to at tavshed smadrer, mens kommunikation kan både opbygge og smadre alt efter hvordan man bruger den. Med kommunikation var der i det mindste en chance. For et år siden brast det - og jeg savner ham så inderligt stadigvæk. Han var det tætteste jeg nogensinde har været på en sjæleven.
Så kom hjertetyven ind i mit liv. Vi var “venner”. På hans præmisser. Vi var langt fra hinanden - både i alder og i de fleste andre ting. Han havde en besynderlig tilgang til forhold, kærlighed og kvinder i det hele taget. Han tog sin eks som en trøstepræmie og endte med at elske hende inderligt. Og så ødelagde han det helt selv. Ingen forhold kan holde til at man konstant river det ned. Han var ikke der hvor jeg var - og så stoppede det.
Nu sidder jeg igen og er forvirret på et højere plan. Jeg anser mig selv for at være ret habil til at prikke de mænd, der ikke er mig. Jeg vil hellere gå glip af noget godt end at lande lige her hvor jeg faktisk sidder lige nu. Erindringen farver det gode og sløres af det, der faktisk sker. Jeg er blevet forvænt med folk, der er nogenlunde afklarede og som gør det de siger de gør. Jeg er blevet vant til at holde folk ude på en afstand hvor de ikke kan gøre nogen skade. Men denne gang … er jeg blevet overrasket.
Jeg burde have sagt mig selv at når man bagtaler gamle bekendte, så er man nok ikke så helvedes afklaret som man gerne vil give indtryk af. Men jeg lod mig forblænde - men ser jeg nøgternt på det, ved jeg bare ikke af hvad. Måske af måden han stormede ind i mit liv på? Jeg føler mig brugt - smidt til siden - fordi jeg sagde at jeg var skuffet. Det skulle jeg aldrig have gjort. Eller også gjorde jeg netop det rette. Jeg vil ikke mennesker, der bliver spastisk lammede, når relationen kræver lidt mere end kys, kram og lidt sex.
Tavshed får ikke mig til at tie stille. Jeg bliver en drama queen af rang og jeg får lyst til at lave scener - bare for at få forventningerne smadret helt så jeg kan komme videre. Han synes med garanti jeg er latterlig, men så er det sådan det må være. Jeg har ret til at være lige så latterlig som jeg vil - jeg er superskuffet over hans opførsel, reaktion og behandling af mig. Folk, der gerne vil lege med magt, kan ikke finde ud af at behandle andre ordentligt. Jeg vidste det jo før - og jeg ved det igen. Og denne gang var så sidste gang. Jeg vil fandme behandles ordentligt - uanset hvad. Kan man ikke finde ud af det, må de videre. Det er ikke mit tab - der kommer jo altid en sporvogn til.
Religious Truths:
Taoism:
Shit happens
Confucianism:
Confucius say “Shit happens”.
Buddhism:
If shit happens it is not really shit
Zen-Buddhism:
What is the sound of shit happening?
Hinduism:
This shit happened before
Islam:
If shit happens it is the will of Allah
Protestantism:
Let shit happen to someone else.
Catholicism:
If shit happens you deserved it
Judaism:
Why does shit always happen to us?
New Age:
Affirm shit does not happen to us.
Atheist:
I don’t believe this shit.
Rastafarian:
Let’s roll this shit up and smoke it.
Sov aldrig sammen med nogen igen.
Er det ikke ok at tage fejl i andres verdener?
Kan mænd blive tøsefornærmede?
Og hvorfor larmer stilheden fra mobilen så meget?
Altså. Jeg stillede en betingelse. Han accepterede. Så whinede han. Så blev jeg arrig. Stilheden har varet et par dage nu. Jeg har afskrevet ham.
Så skriver han her til aften. Jeg er muggen. Han spørger. Jeg forklarer. Han bliver muggen, åbenbart. Fint. Altsammen fint. Jeg har jo afskrevet ham.
Men hvorfor skal ting være SÅ komplicerede? Jeg har måske taget fejl - hvem ved? Men er det ikke ok at gøre det ind i mellem? Hvorfor reagerer han ikke bare med et kram og en forsikring om at jeg har taget fejl men at jeg ikke nødvendigvis er dum i nakken af den grund? Se, det vil jo hurtigere lulle mig til ro - og gøre mig mere forhandlingsvillig, når jeg skal indhente tilgivelse for min fejl.
Men nej. Han vælger at blive fornærmet. Fint. Det er så også ok at blive det, for hvis jeg har taget fejl, har jeg indirekte anklaget ham for at være upålidelig. Og hvis han ikke er det, vil han heller ikke beskyldes for det. Fint. Det forstår jeg jo godt. Men hvad så, når mobilen er blevet helt stille?
Så taler vi ikke mere om det? Eller taler vi ikke mere sammen? Eller hvad?
Godt mand-sæsonen er ovre. Jeg gider ikke det her spil.
Jeg nåede det heller ikke i år.
Mand-sæsonen er ovre for denne gang. Jeg håber at der kommer nogle velvoksne dejlige nogle af slagsen i kæreste-kategorien næste år.
Jeg sidder lige med et halvt øje på fjerneren, der kører en sjælden gang. Nu har der været to - en han og en hun - der taler om at man er nødt til at gøre noget ud af sig selv, hvis man vil date en, der er lækker.
Han talte om øverste hylde hvor babes’ene er. Åkæh? Sidder de virkelig deroppe og skuer ud over hele verden?
Jeg er da klar over at slanke smukke kvinder har større chance for at score en lækkermås end jeg har. Jeg er også godt klar over at intelligens og humor ikke har ret meget at sige, fordi udseendet jo altså betyder så meget for så mange singler. Men jeg er faktisk optimistisk alligevel.
For hvis det betyder så meget for ham at jeg ser godt ud, hvor er han så, når min skønhed falmer? Er han så noget for mig? Naah, det tvivler jeg jo så på.
For mig handler et godt forhold om fælles menneske- og livssyn. Så kommer resten i anden og tredje række. Jeg gider da godt have en lækkermås at komme hjem til, men ikke hvis hans indre ikke passer til mit. For man vænner sig jo til udseendet og når man ved hvordan han ser ud, når han har Roskildesyge og er ynkelig, så “ser” man ham jo ikke længere, vel? Så tager man det for givet. Og så er det at krøllerne begynder at irritere og give gnavesår.
Men jeg undrer mig faktisk ikke rigtigt over singlelivets mange sære oplevelser, når man sorterer på udseendet - selv i en alder af min.
Jeg sidder med TV’et kørende med Singleliv.
En af pigerne får at vide af sin terapeut? at hun skal droppe sms-kontakten med fyrene. Hun skal skabe rum til den næste kæreste og det gør hun ikke ved at have kontakt med “alle mulige”.
Den sad. Lige i min/-t solar plexus. Sådan havde jeg det nemlig også. Kontakt med alle mulige mulige kærester, men som ikke var interesseret i mig på dén måde. Men jeg har selv lagt vanerne på hylden. Som det er nu, er jeg til stede i nuet - jeg sidder ikke og sms’er med folk, mens jeg er sammen med nogle andre. Ikke ret meget i hvert fald.
Jeg har gjort plads til ham - min næste kæreste.